KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1600-1770

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Giovanni Lanfranco
Født 1582 Parma, Italien; død 1647 Rom

Giovanni Lanfranco var elev af Agostino Carracci, og i 1602 assisterede han Annibale Carracci i den monumentale loftudsmykning i Palazzo Farnese i Rom. Han blev sammen med Domenichino den førende maler i Rom efter Annibale Carracci og Caravaggio, der døde i 1609 og 1610. Giovanni Lanfrancos mest berømte værk er freskoudsmykningen af kuppelhvælvet i St. Andrea della Valle, 1625-28, hvor den sanselige og dynamiske figurstil var inspireret af Annibale Carracci og de illusionistiske forkortninger af Correggio. Værket betegnes som et af barokkens hovedværker og blev et forbillede for talrige illusionistiske freskoudsmykninger i barokken. Fra 1634 til 1646 arbejdede Lanfranco i Napoli, hvor han i 1641-43 udførte endnu en mesterlig freskoudsmykning, denne gang i St. Gennaro Kapellet i domkirken, dette værk regnes for at være på samme høje niveau som værket i St. Andrea della Valle.