KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1770-1870

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


NYKLASSICISME I DANSK MALERKUNST, SKULPTUR OG ARKITEKTUR


I Danmark varede arkitekturstilen nyklassicisme fra ca. 1760 frem til 1830. Jacques-François-Joseph Saly, der havde lavet ridderstatuen af Frederik d. V og som var leder af akademiet, inviterede den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin til landet. Gennem Jardins værker blev nyklassicismen introduceret i Danmark, og gennem hans virke som professor i arkitektur på det kongelige danske kunstakademi gik stilen videre til en række efterfølgere som C.F. Harsdorff og C.F. Hansen.

Indenfor billedkunsten kan nævnes malerne Peder Als, der i Rom fandt inspiration hos Winckelmann-eleven Anton Raphael Mengs, mens maleren Nicolai Abildgaard og billedhuggeren Johannes Wiedewelt begge forenede historisk perspektiv med samtidsbevidsthed. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen blev en af Europas mest kendte kunstnere i 1800-tallet, og absolut en af de mest kendte og indflydelsesrige kunstnere Danmark har haft. Foruden ovennævnte kunstnere, kan nævnes Jens Juel, der er dansk kunsts største portrætmaler nogensinde og C.W. Eckersberg, der banede vejen for det moderne maleri.