ROMANTISK MALERKUNST I DANMARK
Den romantiske malerkunst udvikledes under påvirkning af digtning og filosofi som den første egentlige billedkunstneriske oprørsbevægelse mod oplysningstidens dyrkelse af intellekt og fornuft.
I Norden var Johann Christian Dahl den betydeligste romantiske maler. Han blev en af de største kunstnere for hele tre lande, Norge, Danmark og Tyskland. Paradoksalt nok var han i sin tid i Danmark en af de største i dannelsen af den rene, danske landskabskunst og dermed også i dannelsen af den danske nationale selvbevidsthed.
Den egentlige romantiske billedkunst optrådte kronologisk forskudt, først i Tyskland med Philipp Otto Runge og Caspar David Friedrich, siden i Frankrig i det sværmeriske historiemaleri, le style troubadour, efterfulgt af Théodore Géricault og Eugène Delacroix.
Romantikken fandt sit særlige tyngdepunkt i landskabsmaleriet, hvis abstrakt-lyriske karakter bedre kunne rumme bevægelsens dunkle, panteistiske eller kristne følelsesfuldhed end det af nyklassicismen foretrukne historiemaleri.
Det engelske landskabsmaleri, der i 1700-tallet havde dyrket "det sublime", tolket af filosoffen Edmund Burke, og "det pittoreske", fik med William Turner og John Constable også betydning for udviklingen af friluftsmaleriet i Frankrig.
|
|