KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1770-1870

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Nicolas Poussin
Født 1594, Les Andelys, Normandiet, Frankrig; død 1665 Rom

Nicolas Poussin var den største klassicistiske maler i 1600-tallet. Hans stil havde en præcis intellektuel klarhed uden at undertrykke det poetiske og følelsesmæssige element.

Poussin var franskmand, men arbejdede hovedsagelig i Rom. Efter et kortere ophold i Venedig, kom han til Rom i 1624, hvor han blev assistent hos Domenichino. Han udviklede sig langsomt som kunstner, og indtil starten af 1630´erne var han især inspireret af Tizians lyriske stil. I sidste halvdel af 1630´erne bryder han igennem med sin afklarede klassiske stil, som var inspireret af Rafael og antikken. Sammen med sin landsmand og ven, Claude Lorrain, dyrkede Poussin også Det ideale landskabsmaleri, der byggede på mødet mellem naturstudier fra Den romerske Campagne og anvendelsen af en bestemt billedopbygning. Formålet var ikke kun at gengive naturen, men at fremstille den på en idealiseret måde.

Nicolas Poussin fik en kolossal indflydelse på udviklingen af den moderne franske malerkunst, eksempelvis Jacques-Louis David og Paul Cézanne, og på de fremtrædende danske nyklassicister Nikolai Abildgaard og C.W. Eckersberg.