KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1770-1870

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Eugéne Delacroix
Født 1798 Charenton-Saint-Maurice, Frankrig; død 1863 Paris

Eugène Delacroix var lederen af nyklassicismens romantiske fløj.Som romantiker lagde Delacroix stor vægt på drama, varme, spontanitet og fantasi. Han ønskede, at maleriet skulle appellere direkte til følelserne og han hentede stor inspiration fra Rubens´ dynamiske kompositioner og Rembrandts frie og spontane maleteknik, men han havde samtidig dybe rødder i den klassiske tradition. Han nærede eksempelvis stor beundring for Rafael og Nicolas Poussin. Delacroix hentede endvidere stor inspiration fra den syv år ældre maler Théodore Géricault samt fra musikken, som han betragtede som den fineste kunstart.

Hvor Ingres var tegningens og formens mester, kan Delacroix betegnes som farvens store mester. Han skabte stærke farvemæssige effekter ved at sætte komplementærfarver tæt op mod hinanden. Delacroix beskrev senere sine farveteorier i hans teoretiske skrift "Journal", som først blev udgivet i 1893.

I 1832 foretog han en rejse til Spanien og Marokko, som blev en stor inspirationskilde for hans sene produktion. Han skabte mere end 100 orientalistisk inspirerede værker, hvoraf "Sultanen af Marokko" fra 1845 er det mest berømte. Delacroix havde en meget stor produktion, der bl.a. omfattede flere monumentale udsmykninger i Paris. Blandt hans kendteste mesterværker hører "La Barque de Dante ou Dante et Virgile", 1822 (Musée du Louvre, Paris); "La Mort de Sardanapale", 1827 (Musée du Louvre, Paris); "La Liberté guidant le peuple", 1830 (Musée du Louvre, Paris), "La Bataille de Taillebourg", 1835-37 (Musée du Château de Versailles); "Sultan of Morocco", 1845 (Musée Toulouse).

Delacroix dristige og spontane brug af farver inspirerede talrige kunstnere og han fik stor indflydelse på impressionisterne, post-impressionisterne og ekspressionisterne.

Han er rigt repræsenteret på Musée du Louvre, Paris og på Musée national Eugène Delacroix, der bl.a. rummer hans atelier i Paris.