KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1770-1870

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Jens Juel
Født 1745 Balslev, Fyn, Danmark; død 1802 København

Jens Juel er dansk kunsts største portrætmaler nogensinde. Han var hofmaler og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og dets direktør fra 1795. Hans produktive værksted udførte omkring 900 portrætter af såvel adelen som borgerskabet.

Han blev uddannet i Hamburg i årene 1760-65 og derefter på kunstakademiet i København, hvor han vandt den lille guldmedalje i 1767 og den store guldmedalje i 1771. På akademiet modtog han påvirkning fra Carl Gustav Pilo, Louis Tocqué, Cornelius Høyer og Peder Als. Foruden portrætter malede han mange historiske scener i de unge år

I 1772 drog han på sin store studierejse. Han studerede de fyrstelige kunstsamlinger i Dresden og blev især inspireret af portrætmaleren Anton Graff.
I 1774 kom han til Rom, hvor han bl.a. var sammen med sin studiekammerat fra akademiet Nicolai Abildgaard. I Rom modtog han påvirkning fra den store nyklassicistiske portrætmaler Pompeo Battoni. Juel fortsatte herefter til Paris. I 1777 rejste han med grafikeren J.F. Clemens til Schweiz, hvor de illustrerede naturforsker Charles Bonnets skrifter. Han fik tillige et stort antal portrætbestillinger på den store rejse.

I 1780 vendte han hjem og var nu ubetinget Danmarks førende portrætmaler. Blandt hans mesterlige portrætter hører Selvportræt, 1767 (Fyns Kunstmuseum); Selvportræt, 1773 (Statens Museum for Kunst); Jean-Armand Tronchim, udsending ved det franske og engelske hof, 1779 (Statens Museum for Kunst); Louise Augusta, hertuginde Slesvig-Holsten-Augustenborg, 1887 (Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot); Arveprins Frederik med familie, 1790 (Staatliches Museum, Schwerin); Kunstneren og hans hustru Rosine, 1791 (Statens Museum for Kunst); Det Rybergske familiebillede, 1797 (Statens Museum for Kunst).

Jens Juel døde i 1802, 57 år gammel. To af hans døtre giftede sig efter tur med C.W. Eckersberg i 1817 og 1828.

Han er rigt repræsenteret på Statens Museum for Kunst samt på øvrige danske kunstmuseer. Han er desuden repræsenteret på flere internationale museer: Eremitagemuseet, Skt. Petersburg; National Gallery, London; National Portrait Gallery, London; Kunsthalle, Hamburg; Staatliches Museum, Schwerin; Schleswig-Holstein Landesmuseum, Gottorp m.fl.