KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1770-1870

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Wilhelm Bendz
Født 1804 Odense, Danmark; død 1832 Vicenza, Italien

Wilhelm Bendz var borgmestersøn fra Odense. Han blev allerede som 18 årig privatelev hos C.W. Eckersberg. Han gik dog sine egne veje, især med sin forfinede farveholdning. Det var ikke det dagklare lys, der interesserede ham så meget, som mere et Rembrandtske dystre lys.

Han var meget kritisk overfor billedkunstnernes vanskelige situation. ”Man må jo krybe for ham, som om man var tiggere”, skriver han om den store mæcen, kronprins Christian (VIII).

I 1831 rejste han bl.a. til München, hvor der var bestræbelser på at gøre byen til et nyt Athen, og hvor Bendz malede et maleri: Kunstnere i Fincks kaffehus i München, 1832 (Thorvaldsens Museum), der vakte stor begejstring. Han solgte maleriet til en malerkollega. Snart rejste han videre, målet var Rom, hvor han ville møde ”den gamle”, Thorvaldsen. Men i Vicenza blev han indhentet af en ond mavesygdom og døde der kun 28 år gammel.

Wilhelm Bendz er rigt repræsenteret på Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling. Hans to værker "En ung kunstner (Ditlev Blunck) betragter en skitse i et spejl" (1826) og "Familien Waagepetersen" (1830) er blandt Statens Museum for Kunsts mesterværker.