KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1770-1870

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Wilhelm Marstrand
Født 1810 København, Danmark; død 1873 København

Wilhelm Marstrand var elev af C.W. Eckersberg, der faktisk havde overtalt hans forældre til at lade ham gå kunstnervejen. Marstrand yndede at skildre familie- og vennebilleder fra det københavnske borgerskab, men også fra folkelivet. Han var nok en lidt social kritisk indstillet ung mand og lidt af en provokatør indenfor maleriet, idet han ofte søgte et åbenlyst brud med konventionerne. Et eksempel er f.eks. at han 1834 malede arkitekten M.G. Bindesbøll omvendt på en stol, hvilket andre senere også gjorde.

I 1836 drog han mod Italien med en anbefaling fra Akademiet som den mest talentfulde i kunstfaget, og sådan blev han vurderet i tiden længe efter. Især i hans tegninger fandtes en stor friskhed, og han havde en evne til at understrege og fastholde en situation og en stemning i et maleri. Fra udlandet skrev han kritisk hjem om N.L. Høyens nationale anvisninger, men hjemvendt måtte også han finde motiver, der kunne tilfredsstille kritikken. Typisk blev det dog motiver fra Holbergs komedier med den ’underholdende’ underklasse og den stupide overklasse.

Men Marstrand var på flere Italiensrejser, og han malede mange billeder fra dette hans ’andet hjemland’. Hjemme blev han udpeget til at udføre udsmykningen af solemnitets-salen på Københavns Universitet, men nåede kun at fuldføre det centrale billede: Universitetets indvielse i Vor Frue Kirke den 1. juni 1479. Han malede iøvrigt flere historiske billeder i sine sidste år.

Marstrands værk "Romerske borgere forsamlede til lystighed i et osteri" (1839) er et af Nivaagaards mesterværker.