KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


Troels Wörsel
Født 1950 Aarhus, Danmark; død 2018 Köln, Tyskland

For Troels Wörsel står eksperimentet og udforskningen af fladens muligheder i centrum. Hans malerier er signalkraftige, stoflige - og radikalt anderledes. De er fulde af visuel støj og bristefærdige af begyndelser og afprøvninger og opsuger spor fra den omgivende verden. Den malede flade er alt andet end et vindue, som viser virkeligheden. Den er et objekt, fyldt med tegn, et fysisk udtryk for en ytring. Wörsel mener, at et maleri først og fremmest er et maleri og ikke et ekko af virkeligheden. Og før noget som helst andet skal malerierne overraske kunstneren selv. Wörsels malerier er på den ene side dybt komplekse, ja, de er tunge af viden om den plads i kunstens historie, de indtager. Og på den anden side er de svævende lette og bærer umiddelbarhedens præg, som var de skabt til situationen og undfanget det sekund, maleren fattede om penselen. Der er både semiotik og zen i Wörsels malerier, som er skitser til malerier, aldrig mur- og nagelfaste udsagn.