KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


Robert Rauschenberg
Født 1925 Port Arthur, Texas, USA; død 2008 Captiva Island, Florida

Rauschenberg var en af de betydeligste amerikanske kunstnere i det 20. århundrede. Han mødte Jasper Johns i 1954, og de kom til at arbejde tæt sammen de første vigtige år. De vendte sig begge bort fra den dominerende abstrakte ekspressionisme for at eksperimentere med nye kunstneriske medier og udtryk. Rauschenberg begyndte midt i 60´erne at påmontere forskellige tredimensionale objekter i de såkaldte Combine paintings. Det var som regel billige forbrugerprodukter som Coca-Cola flasker, blade, stof, spejle, gamle bildæk, hvad som helst. Rauschenberg har engang sagt ”Enhver tilskyndelse til at male er lige så god som enhver anden. Der findes ikke dårlige emner, og et par sokker er ikke et mindre passende materiale at lave et maleri af end træ, søm, terpentin, olie eller stof. Et lærred er aldrig tomt”.

Med en tro på at kunst kan ændre verden, begav Rauschenberg sig i midten af 1980´erne ud på en rejse med et mål om at skabe fred og forståelse gennem billedkunsten på tværs af landegrænser. I samarbejde med lokale kunstnere i 10 lande, lige fra Sovjetunionen og Østtyskland til Chile og Tibet, skabte han over en årrække en serie af billeder udsprunget af en ukuelig idealisme. Projektet blev navngivet Rauschenberg Overseas Cultural Interchange eller i daglig tale ROCI. Der var tale om et verdensomspændende og -omrejsende projekt med afsluttende udstilling i Washington i 1990. Et projekt der hele vejen igennem bar nøgleordene fred og forståelse.