KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


Ejler Bille
Født 1910 Odder; død 2004 Ørby, Nordsjælland

Ejler Bille er én af det 20 århundredes betydeligste danske billedkunstnere. Han markerede sig ikke kun som maler, men også som billedhugger og grafiker. Bille var blandt de første danske kunstnere, der eksperimenterede med det abstrakte maleri.

Bille var skolekammerat med Vilhelm Bjerke-Petersen og fik gennem denne, især efter Bjerkes hjemkomst fra Bauhaus, vigtige informationer om den nonfigurative kunst i Europa. De udstillede abstrakte malerier og skulpturer sammen i 1933. I 1934 var Bille, Bjerke-Petersen og Richard Mortensen grundlæggere af kunstnergruppen "Linien" der i januar 1934 afholdt en udstilling på Charlottenborg. Samtidig udgav de første nummer af tidsskriftet Linien, der behandlede den abstrakte og surrealistiske kunst i Danmark og uden for landets grænser, hvortil Bille leverede væsentlige artikler. Bille lagde vægt på den abstrakte, i modsætning til den Dali-påvirkede figurative del af den surrealistiske kunst. Den del af surrealismen der havde betydning for Bille var især Jean Arps og Giacomettis. De abstrakte malere udgav tidsskriftet Helhesten hvortil Bille var bidragyder fra 1941. I 1940erne blev han knyttet til Høst-udstillingen og Cobra-bevægelsen, og i 1951 dannede han sammen med Erik Thommesen sammenslutningen Martsudstillingen. Fra 1982 var Ejler Bille medlem af Den frie udstilling.

Ejler Bille påbegynder en egentlig grafisk produktion i begyndelsen af 1970erne, det gjorde hans generationskammerater Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen også. I begyndelsen af 1980erne begynder Bille at give sine malerier en klarere farve- of fladebehandling. Den gamle stoflighed forsvinder, han arbejder nu med klare, ensdækkende farvefelter i både maleri og grafik.