VÆGTIGE BILLEDHUGGERE I DANSK KUNST 1970-2010
Blandt periodens vægtigste billedhuggere er Robert Jacobsen, Svend Wiig Hansen, Gunnar Aagaard Andersen, Willy Ørskov, Kasper Heiberg, Jørgen Haugen Sørensen, Hein Heinsen, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Thomas Bang, Torben Ebbesen og Kirsten Ortwed.
Per Kirkeby har vundet stor international anerkendelse for sine bronze- og murstensskulpturer, der står rundt omkring i mange europæiske lande, på pladser, i parker og i naturen. Murstensskulpturerne repræsenterer i bredt perspektiv væsentlige udviklinger i dansk kunsthistorie fra en periode, hvor udvekslingen med de internationale strømninger blomstrede, og dansk kunst blev eksponeret globalt. I 2017 donerede Ny Carlsbergfondet således tre af kunstnerens murstensskulpturer til Tate Modern i London. Sammen med værker af bl.a. Carl Andre og Donald Judd er Kirkebys murstensskulpturer omdrejningspunktet for fortællingen om kunstens eksperimentelle og vidtrækkende brug af modulære former.
Kirkebys bronzeskulpturer afslører et slægtskab med flere af kunsthistoriens mest markante billedhuggere. Oplevelsen af figurenes tilsynekomst og forsvinden tilbage i matererialet er identisk hos kunstnere som Giacometti og Rodin. Selve materialevalget, bronzen, knytter an til en fornem tradition, som de nævnte kunstnere er forbilledlige eksempler på. En tradition, som Kirkeby udforsker og bidrager til med sin skulptur.
|
|