KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


Simone Aaberg Kærn
Født 1969 København, Danmark

Simone Aaberg Kærn er maler, performance- og installationskunstner. Med flyvning og såkaldt aerofeminisme - en kobling af interesse for flyvning og for kvinders vilkår - som gennemgående temaer har hun skabt en række usædvanlige performances, videoværker og installationer. Serien "Sisters in the Sky", en installation med 45 portrætter, i olie på lærred, af kvindelige kamppiloter fra USA, USSR og Storbritannien under 2. Verdenskrig, synliggjorde hun hvor forskellige også kvindelige helte er. Serien blev vist på Louisiana i 1997 og på Biennalen i Venedig i 1999.

Simone Aaberg Kærn er især kendt for dokumentarfilmen "Smiling in a War Zone - the Art of Flying to Kabul". Hun læste i 2002 om en ung afghansk kvinde i Kabul, der som sit højeste ønske var at blive pilot. Kunstneren besluttede sig for at finde kvinden og give hende luft under vingerne. Hun købte et 40 år gammelt fly og satte kursen mod Kabul. Missionen lykkedes, og filmen om bedriften har vundet en stribe internationale og danske priser. Projektet indebar kunstnerens flyvning på ikke mindre end 6000 km fra København til Kabul, en nærmest umulig bedrift.

I 2010 udførte Simone Aaberg Kærn et portrætmaleri af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen til ophængning på Christiansborg.