KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


Sarah Lucas
Født 1962 London, England

Den britiske billedhugger, installationskunstner og fotograf Sarah Lucas var den vildeste i gruppen Young British Artists. Hun festede og levede hårdt, og lavede kunst, der var provokerende og til tider virkelig chokerende. Hun studerede bl.a. på Goldsmiths College i London i 1984-87, og deltog på de legendariske udstillinger "Freeze" i 1987 og "Sensation" i 1997, sidstnævnte udstilling var arrangeret af hendes studiekammerat Damien Hirst. Sarah Lucas fremviser med ironi og humor populærkulturens stereotype kvindeopfattelser og sproglige vulgariteter. Flere af hendes værker med udstoppede nylonstrømper, lokummer og masser af smøger, fremkalder associationer fra pornofilm. Hendes til tider sjofle og oprørende værker er lige så komplicerede som mennesket med sine drifter, fantasier og uforklarlige behov. Blandt hendes kendte værker hører også de fotografiske selvportrætter fra perioden 1990-98.