KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


Morris Louis
Født 1912 Baltimore, Maryland, USA; død 1962, Washington, D.C.

Morris Louis er pioner inden for den amerikanske retning Post Painterly Abstraction, der tog sit udspring i 1950erne. Morris Louis var sent modnet som kunstner, og det var først efter et inspirerende besøg hos den abstrakt-ekspressionistiske maler Helen Frankenthaler i 1953, at han udviklede et personligt kunstnerisk udtryk. Frankenthalers brug af fortyndet akrylfarver på ubehandlet lærred, havde samme virkning som akvarelfarver på absorberende papir. Hendes teknik fik afgørende betydning for hans videre udvikling. Fælles for Morris Louis, Kenneth Noland, Ellsworth Kelly, Frank Stella og andre Post Painterly-abstrakte malere, er fornægtelsen af den abstrakte ekspressionismes maleriske kvaliteter, som den personlige penselskrift. Morris Louis hældte f.eks. farven direkte ned på det vandret liggende lærred. Selve farven var ikke bare på, men faktisk inde i lærredets væv, da han anvendte et ubehandlet bomuldslærred, der opsugede farven. Det fik beskueren til at opfatte billedet som et objekt. Morris Louis skabte sine betydeligste værker i de sidste år fra 1958 til han blev ramt af sygdom og død i 1962, 49 år gammel.