David Hockney Født 1937 Bradford, England
David Hockney er en mestertegner i slægt med de bedste i kunsthistorien, og regnes for en af de mest indflydelsesrige kunstnere i vor tid. Han tilhørte kredsen omkring den britiske Pop Art bevægelse i begyndelsen af 1960erne, og blev i 1970erne kendt for sine fotorealistiske motiver. Og alligevel kan han hverken klassificeres som popkunstner i tresserne eller som superrealist i halvfjerdserne. Hans originale og personlige kunstneriske udtryk har altid taget udgangspunkt i hans eget liv.
Hockney blev uddannet på Royal College of Art i London i 1959-62. Her mødte han Ron Kitaj, Peter Blake, Allen Jones, Joe Tilson, Peter Phillips, Patrick Caulfield og Derek Boshier, sammen blev de medvirkende til grundlæggelsen af den britiske Pop Art bevægelse.
Hockneys tidlige malerier er kendetegnet ved en sammenstilling af forskellige stiludtryk, teknikker og motiver.
En stor Picasso-udstilling på Tate Gallery i 1960, gjorde et stort indtryk på den unge Hockney, og Picasso blev en afgørende inspirationskilde. Picasso lærte ham, at en kunstner ikke behøver, at holde sig til en enkelt stil.
Hockney besøgte første gang Californien i 1961, og bosatte sig permanent i Los Angeles i 1978. Han blev tiltrukket af den afslappede og sensuelle livsstil. Det amerikanske solrige vestkystmiljø med swimmingpool og nøgne mandekroppe blev centrale motiver i årene mellem 1964-71, og omhandlede ofte Hockneys homoseksualitet.
Fra midt i 1960erne og frem til 1980 udførte han talrige malerier i en næsten fotorealistisk stil, herunder portrætter af familie og venner, bl.a. af sine forældre, modedesignerne Celia Birtwell og Ossie Clark; Henry Geldzahler, kurator ved The Metropolitan Museum of Art, og gallerist Nicholas Wilder.
Som scenograf skabte han i 1970erne og 1980erne talrige dekorationer og kostumer til operaer og balletter over hele verden.
I 1990erne, relativt sent i hans karriere, kastede han sig over landskabsmaleriet, bl.a. monumentale malerier af det amerikanske landskab.
Hockney vendte samtidig ofte tilbage til sin fødeegn Yorkshire i England. Og fra 2004 bosatte han sig i kystbyen Bridlington, og blev tiltrukket af det pastorale landskab i East Yorkshire-landskabet.
Hans søster Margaret fik ham i gang med en computer i en sen alder. Men han var stadig nysgerrig og villig til at prøve nye ting. Han fik sin første iPhone i 2008 og begyndte kort efter at anvende forskellige applikationer, som satte ham i stand til at skabe værker på både iPhone og iPad. Siden da har han skabt talrige digitale værker med forskellige motiver, som portrætter og selvportrætter, blomster, stilleben og landskaber.
I 2013 vender han tilbage til det solbeskinnede Hollywood Hills uden for Los Angeles.
|
|