KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


Olafur Eliasson
Født 1967 København, Danmark

Olafur Eliasson er af islandsk herkomst og tilbragte en del af sin barndom og ungdom hos sin familie på Island, men er født og opvokset i Danmark.

Gennem foreningen af rum og teknik synliggør han i sin kunst fænomener og kræfter fra naturen og bygger dermed den vanskelige bro mellem videnskab og kunst. I hans værk sker der således en forvandling fra naturvidenskabelig kompleksitet til afklaret, æstetisk enkelhed. Ofte placerer Olafur Eliassons installationer sig på grænsen mellem kunst og arkitektur.

Olafur Eliasson har høstet stor anerkendelse for sine imponerende udstillinger på de førende museer verden over. Is, vand, lys, luft, gigantiske spejle og krystallinske kalejdoskoper, ja, sågar solnedgange og brusende floder, har i løbet af det seneste årti udgjort nogle af kunstnerens ’materialer’ i hans arbejde med at udfordre os selv og vores omverden. Denne radikalitet har gjort ham til en af de mest interessante og succesrige kunstnere i sin generation.