Hans Hollein Født 1934 Wien, Østrig; død 2014 Wien
Den østrigske arkitekt og designer Hans Hollein etablerede egen tegnestue i 1964 i Wien. Hans regnes blandt de vigtigste postmoderne arkitekter. Hans arkitektur er kendt for at være forbundet med Wien og byens historiske stilarter, og var stærkt kritisk overfor funktionalismens strenge formalisme. Han blev uddannet i Wien i første del af 1950erne, og tog derefter et studieophold i USA i 1958-64, hvor han arbejdede sammen med stjernearkitekter som Mies van der Rohe, Frank Lloyd Wright og Richard Neutra.
Blandt hans mesterværker hører de tre små art déco-inspirerede butikker: Retti Candleshop, Wien (1965), Jewellery Store Schullin I, Wien (1974) og Jewellery Store Schullin II, Wien (1983). Blandt øvrige art déco-inspirerede bygningsværker hører Haas-Haus (1990), som var et af de mest omstridte byggeprojekter i slutningen af det 20. århundrede i Wien. Huset ligger over for Stephansdom og spejler i sin facade af marmor og glas den mægtige, middelalderlige kirkebygning. Senere tegnede han talrige større bygninger, herunder det østrigske ambassade i Berlin og flere museer, bl.a. Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main og en udvidelse til Albertina-museet i Wien.
Hollein designede desuden produkter og møbler, herunder te- og kaffe service i form af et hangarskib for Alessi, og postmodernistiske møbler til den italienske Memphis-gruppe.
I 1985 blev han tildelt den prestigefyldte, amerikanske Pritzker Architecture Prize - den højeste udmærkelse inden for international arkitektur.
|
|