KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1300-1600

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Lucas Cranach den Ældre
Født 1472 Kronach, Tyskland; død 1553 Weimar

Lucas Cranach den Ældre tog sit navn efter sin fødeby Kronach i Sydtyskland. Som ung var han under indflydelse af Dürer, men udviklede hurtigt sin egen personlige og fantasifulde stil. I 1500-04 tog han ophold i Wien, der nyligt havde fået et universitet. Opholdet blev meget inspirerende og frugtbart for Cranach. Han malede flere af sine absolutte hovedværker i denne periode, bl.a. fremragende portrætter af universitetetslærer Johannes Cuspinian og hans hustru, samt flere mesterlige landskabsbilleder og religiøse scener. I 1504 drog han til Wittenberg, hvor han blev hofmaler hos kurfyrsterne af Sachsen. Samarbejdet med kurfyrsterne varede resten af livet. Han fortsatte med at male religiøse billeder og portrætter, bl.a. flere af sin ven Martin Luther. Cranach havde et stort og travlt værksted og blev en velhavende og anset mand i Wittenburg. Hans tre sønner John Lucas, Hans og Lucas blev alle kunstnere.
Lucas Cranach den Ældre er repræsenteret på Statens Museum for Kunst med et portræt af Martin Luther. Luther er kendt som reformationens fader og protestantismens grundlægger. Cranach betragtes i dag som reformationens betydeligste kunstner, han malede dog også for katolske kunder.