Giorgio Vasari Født 1511 Arezzo, Italien; død 1574 Firenze
Giorgio Vasari var en af 1500-tallets førende kunstnere, han var maler, arkitekt og forfatter. Som maler var han yderst produktiv, han udsmykkede bl.a. kuplen i domkirken Santa Maria del Fiore, Firenze og Salone dei Cinquecento i Palazzo Vecchio, Firenze. Hans malerier er dog noget affekteret og nyder ikke den helt store anerkendelse i dag.
Hans betydning som arkitekt er større, og Galleria degli Uffizi og Corridoio Vasariano i Firenze regnes for hans hovedværker.
Vasaris vigtigste rolle er imidlertid som forfatter, han skrev bogen Le Vite de´ piu eccellenti architetti, pittori e scultori italiani med levnedsbeskrivelser af de betydeligste italienske malere, billedhuggere og arkitekter. Bogen er et nøgledokument for forståelsen af den italienske renæssancekunst. Vasari regnes også for kunsthistoriens fader. I 1563 grundlagde Vasari Europas første kunstakademi i Firenze.
|
|