Giovanni Battista Tiepolo
Født 1696 Venedig, Italien; død 1770 Madrid
Giovanni Battista Tiepolo (Giambattista Tiepolo) var ikke alene den førende italienske rokokomaler, han var en af sin generations betydeligste europæiske malere. Han blev den sidste store mester i den venezianske skole, der i 1700-tallet oplevede en kunstnerisk opblomstring og genvandt den kunstneriske førerstilling. Foruden Tiepolo fostrede byen store malere som Canaletto og Francesco Guardi.
Han var elev af den venezianske historiemaler Gregorio Lazzarini, men udviklede hurtigt sin egen stil, der var langt friere end mesterens. Tiepolos rokokostil har elementer fra senbarokken og er ligeledes påvirket af den venezianske renæssancemaler Paolo Veronese. I 1727 udførte han sit første store værk, en freskoudsmykning til ærkebiskoppens palads i Udine, herefter arbejdede han med mange udsmykningesopgaver uden for Venedig. Hans berømmelse spredtes til hele Europa, hvor han fik opgaver for hofferne i Frankrig, England og Rusland. I 1736 blev han inviteret til Stockholm for at udsmykke det kongelige slot, men Tiepolo afslog invitationen fra den svenske konge, da han fandt det tilbudte honorar for lille. I 1740-50 arbejdede han overvejende i Venedig, hvor han bl.a. udførte den store udsmykning til Palazzo Labia i 1745. Han udsmykkede i 1750-53 paladset i Würsburg, der bl.a. omfattede et stort loftmaleri, der regnes for et af hans betydeligste mesterværker. I 1755-58 beklædte han stillingen som rektor for dell´Accademia Veneziana.
De sidste år i 1762-70 tilbragte han i Madrid med at udsmykke det kongelige palads for Karl III, hvor han bl.a. mødte Anton Raphael Mengs der ligeledes udførte freskoudsmykninger i paladset. I Madrid mødte den aldrende Tiepolo også den unge spanske kunstner Goya, der især blev inspireret af Tiepolos fremragende tegninger og raderinger.
|
|
Privatlivspolitik