Anthony van Dyck Født 1599 Antwerpen, Flandern; død 1641 London
Anthony van Dyck var elev hos Hendrick van Balen i Antwerpen og senere arbejdede han hos Rubens, der fik afgørende betydning for hans kunstneriske udvikling. Rubens betragtede ham som den bedste af sine svende og benyttede ham til sine sværeste opgaver, men Anthony van Dyck var for stort et talent til at stå i skyggen af en anden.
Anthony van Dyck malede hovedsagelig portrætter og religiøse motiver. Hans stil blev senere påvirket af de venetianske mestre, Tizian og Paolo Veronese, som han studerede under sit lange ophold i Italien i 1621-28. I Italien opnåede han stor berømmelse for de mange fremragende portrætter han udførte for den italienske adelstand. I 1628-32 opholdt han sig igen i Antwerpen, og fra 1632 og frem til sin død i 1641, arbejdede han i London hos kong Charles I, hvor han udførte et stort antal portrætter af den kongelige familie. Anthony van Dyck er den største flamske portrætmaler, og han fik stor betydning for portrætmaleriet helt frem til det 20. århundrede.
Anthony van Dyck er repræsenteret på Statens Museum for Kunst og Nivaagaards Malerisamling.
|
|