Martinus Rørbye Født 1803 Drammen, Norge; død 1848 København
Martinus Rørbye var født i Norge, men forældrene flyttede til Danmark, da Norge blev adskilt fra Danmark i 1814. Rørbye læste først jura, men afbrød og kom på Kunstakademiet. Fra 1823 var han en af de udvalgte privatelever i Eckersbergs malerstue. Han søgte som mange andre af sine kollegaer romerske motiver i København og malede bl.a. arkitekten C.F. Hansens monumentale bygningskompleks i Arresthuset ved Råd- og domhuset, 1831.
Han drog i 1834 ud på den store dannelsesrejse både til Frankrig og Italien, men fortsatte i selskab med arkitekten M.G. Bindesbøll
videre til Grækenland og Konstantinopel, hvilket kun et fåtal af danske kunstnere nåede, heriblandt selvfølgelig H.C. Andersen. Rørbye var en flittig kunstner og lavede mange tegninger på sine rejser. Han søgte det uspolerede og oprindelige både i Grækenland og blandt Italiens almuebefolkning, men også herhjemme fandtes endnu sådanne egne, nemlig i det store ’mørke’ Jylland med de store hedestrækninger. Steen Steensen Blichers noveller fra heden vakte genklang om det storladne og sagnomspundne ligesom Walter Scotts romaner, og Rørbye rejste rundt i Jylland og var på Skagen to gange, hvor han bl.a. malede den senere af Skagensmalerne så brugte fiskermodel Lars Gaihede.
Rørbye blev den første modtager af Thorvaldsen Medaillen i 1838. Han blev professor på Akademiet i 1844, men døde allerede i 1848 – som både Christen Købke og Johan Thomas Lundbye.
Martinus Rørbye er rigt repræsenteret på Statens Museum for Kunst, bl.a. med det tidlige mesterværk "Udsigt fra kunstnerens vindue" fra ca. 1825.
|
|