Vilhelm Hammershøi
Født 1864 København, Danmark; død 1916 København
Vilhelm Hammershøi var en af sin generations største begavelser i dansk malerkunst og han blev tidligt kendt ud over de danske grænser. Han malede portrætter, arkitektur- og landskabsbilleder, men er især kendt for sine interiørbilleder. Hans højt udviklede æstetiske bevidsthed gennemsyrede hele hans værk.
Han blev uddannet på Kunstakademiet i 1879-84 og hos P.S. Krøyer i 1883.
I 1887 foretog han sin første rejse til Holland og England. Han studerede især 1600-tallets hollandske mestre Johannes Vermeer og Gerard ter Borch.
I London opsøgte han uden held den amerikanske/britiske maler James McNeill Whistler, hvis stil han var under stor indflydelse af. Senere foretog Hammershøi flere rejser til Amsterdam og London. Han rejste desuden til Rom, Napoli, Firenze, Verona, München og Berlin.
Hammershøi var en fremragende portrætmaler. Hans betydeligste portrætbillede er det monumentale "Fem portrætter", 1901 (Thielska Galleriet, Stockholm), der forestiller arkitekten Thorvald Bindesbøll, kunsthistorikeren Karl Madsen samt malerne J.F. Willumsen, Carl Holsøe og Svend Hammershøi omkring et bord.
Hovedparten af Hammerhøis kendteste interiørbilleder er fra hans lejlighed i Strandgade 30 på Christianshavn, hvor han boede fra 1898 til 1909. Hans stilfulde og asketiske boligindretning adskilte sig fra tidens borgerlige stil med overfyldte stuer. Lejlighedens motiver blev en uudtømmelig inspirationskilde for ham. Han malede omkring 60 interiørbilleder i de godt ti år, han boede i lejligheden.
Hammershøis interiørmaleri "Støvkornenes dans i solstrålerne", 1900 (Ordrupgaard) blev valgt til Kulturkanonen for billedkunst og kanonudvalgets begrundelse for valget var:
"Lyset i dette billede er mere end i noget andet maleri af Hammershøi hovedmotivet. Hele det tomme rum ligger delvist badet i det sollys, der kommer fra vinduet. Opmærksomheden i maleriet drages først og fremmest mod det hvide sprossevindue, der fremstår knivskarpt i modsætning til det mørkere rum, hvor til gengæld hver detalje på gulv, døre og paneler er synlig. Rummet er ganske nøgent, og kun fra lysets mange kontraster skabes der atmosfære og liv. Som mange i sin samtid var også Hammershøi optaget af fotografiet, og han brugte det som forlæg til sine billeder. Det fremgår her, hvor motivet har karakter af et sort-hvidt fotografi, hvor alle de grå mellemtoner er kommet med, samtidigt med at Hammershøi har brugt lyskilden med de dansende støvkorn til at give rummet en særlig poetisk stemning.
I lighed med romantikkens malere kan også Hammershøis vinduesmotiv opfattes som et symbol på længsler og drømme. Her repræsenterer vinduet først og fremmest den visuelle tærskel mellem inde og ude, det nære og det fjerne.
Ud over det sanselige har Hammershøi koncentreret sig om de formelle krav til maleriets komposition. Netop i dette billede fremstår de lodrette og vandrette planer meget markante. Vinduets geometriske form, fladerne og linjerne synes her at foregribe det 20. århundredes konstruktivistiske maleri. Udgangspunktet for Hammershøis formopfattelse var det synlige og konkrete, hvor de enkelte genstande har en egen iboende kraft. Form, lys og rum var de bærende elementer for i Hammershøis maleri."
|
|
Privatlivspolitik