Victor Horta Født 1861 Gent, Belgien; død 1947 Bruxelles
Victor Horta var en nøglefigur inden for Art Nouveau. Han udviklede bl.a. samspillet mellem glas og jern og spillede samme rolle for Art Nouveau arkitektur og design i Bruxelles som Hector Guimard i Paris og Antonio Gaudi i Barcelona.
Han blev uddannet på Académie des Beaux-Arts, Gent i 1873 og på Athénée Royal, Gent 1874-77. Herefter arbejdede han for interiørdesigneren Jules Debuysson i Paris i 1878-80 og blev optaget på Académie Royale des Beaux-Arts, Bruxelles i 1881.
I 1892-93 tegnede han Hôtel Tassel i rue Paul-Emile Janson i Bruxelles, som blev hans gennembrudsværk. Hôtel Tassel introducerede Art Nouveau arkitektur i Bruxelles og fremstår som et Gesamtkunstwerk, et totalkunstværk der forener arkitektur og design.
Blandt hans øvrige hovedværker hører Hôtel Solvay, Bruxelles 1895-1900; Hôtel van Eetvelde, Bruxelles 1895-98; Maison & Atelier Horta, Bruxelles 1898, som i dag rummer Horta Museum.
|
|