Franz Marc Født 1880 München, Tyskland; død 1916 Verdun, Frankrig
Franz Marc blev inspireret til hans ekspressive stil efter rejser til Paris i 1903 og 1907. Det var især mødet med fauvisterne og kubisterne der gjorde indtryk på Marc.
Marc var især optaget af at male dyr. Med rene, symbolske farver og enkle, rytmiske linjer søgte han at give dyrenes liv i naturen en åndelig dimension.
I 1911 startede han den ekspressionistiske gruppe Der Blaue Reiter sammen med Kandinsky, som har fortalt om hvordan navnet opstod: Vi holdt begge af blåt, Marc til heste og jeg til ryttere. Så navnet kom faktisk af sig selv. Gruppen, der stod i opposition til den anden betydelige ekspressionistiske gruppe Die Brücke, arbejdede ikke med nogen bestemt dogme eller stil, men stræbte efter et nyt kunstnerisk udtryk, hvor farven og de åndelige værdier var i centrum. Gruppen var større og løsere sammensat end Die Brücke. Gruppens øvrige medlemmer bestod af August Macke, Alfred Kubin og Paul Klee, sidstnævnte var dog kun løst tilknyttet gruppen. Der Blaue Reiter arrangerede to store udstillinger i München i 1911 og 1912 med deltagelse af et stort antal internationale gæster, bl.a. Robert Delaunay, hvis farveteorier øvede enorm indflydelse på gruppens medlemmer.
I 1912 udgav han sammen med Kandinsky en almanak, som de kaldte Der Blaue Reiter, med essays af malere og komponister. Almanakken viste bl.a. kunstnernes interesse for mysticisme og indeholdt billeder af gruppens medlemmer sammensat med billeder af folkekunst, kunst fra Asien og Afrika, børnetegninger og af kunstnere som Cézanne, van Gogh og Rousseau.
Første Verdenskrig 1914-18 bragte imidlertid Der Blaue Reiter i opløsning ved at sprede kunstnerne i forskellige retninger og ved at kræve nogle af dem som ofre; August Macke faldt i krigen i 1914 og Franz Marc i 1916.
|
|