Meret Oppenheim Født 1913 Berlin, Tyskland; død 1985 Basel
Den tysk-schweiziske kunstner Meret Oppenheim var en af de få markante kvindelige surrealister i kredsen omkring André Breton i Paris. Gruppen var domineret af mandlige kunstnere som Max Ernst, Salvador Dalí, Man Ray og René Magritte. Hun er især kendt for objektværket, den pelsovertrukne tekop, "Frokost i pels" fra 1936.
Siden har pelskoppen fået status som ikon - både for den surrealistiske bevægelse og for Oppenheims arbejde som sådan. Oppenheim selv var dog skeptisk overfor den øjeblikkelige berømmelse. Hun ønskede ikke at blive sat i bås, og lige siden kæmpede hun hårdt for at frigøre sig fra sin tidlige succes og andres forventninger. I sit arbejde lod Oppenheim intet være uprøvet og gjorde en frugtbar blanding af form og idé til sit kunstneriske ledemotiv. Hun var sin egen: En fritænker, der undersøgte og udfordrede de æstetiske normer som det passede hende. På tværs af medier og genrer arbejdede hun med emner som natur og kultur, mand og kvinde, jord og himmel, køn og magt samt drøm og virkelighed. Uanset om hun tegnede, malede, designede smykker, tøj eller møbler, skrev digte eller skabte objekter var sammenhængen mellem idé og form den bærende kraft for hende.
|
|