Joan Miró
Født 1893 Barcelona, Spanien; død 1983 Palma de Mallorca
Joan Miro var en af det tyvende århundredes helt store individualister. Han var som ung påvirket af kubismen, men vendte sig i 1923 mod dadaismen og i 1924 tilsluttede han sig den surrealistiske bevægelse. Miró var i sine arbejder inspireret af poesien, men også af det nære og kendte fra hverdagen, farven på en skodde, formen på en båd, skiltenes kalligrafi, graffiti eller forfaldne mure i Barcelona. Alt synes at være lige ædelt, lige værdifuldt, lige fornemt. Miro havde en rensende ikke hierarkiserende måde at se på.
Alt i verden var levende for Miró. Han opfattede sig selv som en gartner, sit atelier som en køkkenhave og værkerne som planter, der groede frem under hans kyndige pleje.
Miró er en helt central skikkelse i den surrealistiske bevægelse og den franske digter André Breton, der skrev det første surrealistiske manifest i 1924, kaldte Miró for ”den mest surrealistiske af os alle”. Miró havde en stærk tilknytning til den surrealistiske gruppe, og deltog i flere af deres udstillinger, men han blev aldrig formelt medlem af gruppen.
Joan Miró var en umådelig produktiv kunstner og i en relativ sen
alder, i 1960erne og 70erne, kaster han sig for alvor over skulpturen. Hans skulpturer har den samme fantasi, lethed og kraft, som vi kender fra hans billeder. I den sene produktion, frem til sin død som 90-årig i 1983, udviklede Miró sit meget personlige billedsprog i en stadig friere retning.
Mirós frigjorte og abstrakte surrealisme har øvet en betydelig indflydelse på den moderne kunsts formsprog, som de amerikanske abstrakte ekspressionister Jackson Pollock, Willem de Kooning, Robert Motherwell, Arshile Gorky, Mark Rothko og Adolph Gottlieb. I Danmark fik Mirós nonfigurative formsprog især stor indflydelse på kunstnere som Asger Jorn, Ejler Bille, Richard Mortensen, Sonja Ferlov og Robert Jacobsen.
|
|
Privatlivspolitik