Edvard Weie
Født 1879 København, Danmark; død 1943 København
Edvard Weie er en af de vigtigste danske modernister. Igennem sit arbejde med farven og forenkling af formen indtager han en helt særlig position i dansk kunst. Kernen i hans romantiske kunstopfattelse var det farvemusikalske maleris poetiske omskabelse af naturen og de store temaer i tilværelsen, og dermed frigøre sig fra den gamle naturalismes jordbundethed. Det skrev han om i et stort manuskript, der udkom nogle år efter hans død med titlen Poesi og Kultur.
Weie tilbragte mange somre på Christiansø, hvor han var tiltrukket af det stærke lys og øens farver. I 1913 skrev han i et brev til en veninde: "Ihvorvel jeg i dag ligefrem omstraaeles af en næsten sydlandsk natur og de klangfuldeste Farver, hvor Østersøen pynter sig i Middelhavsblaat, og Klipperne suger Lyset i sig, saa de ligner en kæmpemæssig samling østerlandske Frugter i de klareste gule og mættet Orange..".
Weie skaber sit store modne, koloristiske værk i perioden 1920-41. I 1941, det sidste år han malede, skabte han det mest kendte af hans store kompositioner, Faun og Nymfe. Værket blev kulminationen og afslutningen på hans livslange arbejde med mytologiske og litterære motiver.
Han byggede sin kunst på de store traditioner, dels fra den italienske renæssance, og dels fra den klassisk-romantiske tradition med Delacroix og dennes dristige og spontane brug af farver, samt postimpressionisten Cézannes fladebetonede landskabsbilleder. Langt senere blev Weies romantiske og ekspressionistiske malerier en vigtig inspirationskilde for den store danske maler Per Kirkeby.
|
|
Privatlivspolitik