Käthe Kollwitz Født 1867 Königsberg, Preußen; død 1945 Moritzburg, Tyskland
Käthe Kollwitz blev uddannet i Berlin og München. Hun blev tidligt engageret i storbyproletariatets problemer. I et realistisk og ekspressivt formsprog skildrede hun i tegninger og grafiske værker menneskelig elendighed. I 1891 giftede hun sig med lægen Karl Kollwitz, og de bosatte sig i et af Berlins fattige arbejderkvarterer. Som modeller brugte hun ofte folk fra det lokale kvarter. Tidligere havde hun på lignende vis fremstillet mennesker og scener fra havneområderne i hjembyen Königsberg.
I 1893 debuterede hun på de refuseredes udstilling i Berlin. Hendes arbejder vakte kun ringe opmærksomhed, men en af de personer, som fremhævede dem var dr. Julius Elias, en kendt Ibsen-oversætter og en af de personer som havde vist stor interesse for Edvard Munch.
Fra 1894 til 1908 udførte hun flere af sine kendteste grafikserier, bl.a. "Et væveroprør" og "Bondekrigen", som var harmfulde indlæg i tidens sociale kamp. Efter 1910 arbejdede hun i stadig højere grad med skulptur. Under krigen mistede hun sin søn i 1914, hvilket påvirkede hendes kunst stærkt.
Fra 1919 var hun professor ved kunstakademiet i Berlin, men i 1933 blev hun stemplet som entartet af nazisterne og måtte forlade sin stilling på kunstakademiet. I 1936 fik hun tillige udstillingsforbud.
I 1986 åbnede Käthe-Kollwitz-Museum Berlin.
|
|