KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1905-1940

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


DANSKE KUNSTNERE I PARIS I PERIODEN 1909 - 1939


Flere danske kunstnere lod sig inspirere af den ny kunst under korte eller længere ophold i Paris. Malerne Jais Nielsen, Gerda Wegener og Astrid Holm, og billedhuggerne Johannes Bjerg, Adan Fischer og Astrid Noack var de første danske kunstnere i Paris i 1910erne. Flere kunstnere fulgte efter i 1920erne og indgik i den skandinaviske kunstnerkoloni, herunder Georg Jacobsen, Anna Klindt Sørensen, Franciska Clausen, Svend Johansen, Vilhelm Lundstrøm, Axel Salto, Karl Larsen og Rita Kernn-Larsen. Sonja Ferlov Mancoba flyttede første gang til Paris i 1936, hvor hun fik atelier i samme bygning som Alberto Giacometti.

Paris var et kunstnerisk kraftcenter, og i 1900-tallets begyndelse opstod École de Paris. Pariserskolen havde stor betydning for den abstrakte kunsts udvikling. Den første gruppe kunstnere omfattede bl.a. Pablo Picasso, Juan Gris, Julio Gonzáles, Frantisek Kupka, Sonia Delaunay, Constantin Brancusi, Jacques Lipchitz, Amedeo Modigliani, Marc Chagall, Piet Mondrian, Aleksandr Archipenko, Max Weber, Antoine Pevsner, Ossip Zadkine og Chaïm Soutine, der mellem 1905 og 1913 slog sig ned i Montparnasse-kvarteret. I årene efter 1. Verdenskrig fulgte flere kunstnere efter bl.a. Man Ray, Alberto Giacometti, Nicolas de Staël, Serge Poliakoff, Sophie Taeuber-Arp, Jean Arp, Brassaï, Maria Elena Vieira da Silva og Jean Pougny.