Walter Gropius Født 1883 Berlin, Tyskland; død 1969 Boston, Massachusetts, USA
Den tysk-amerikanske arkitekt Walter Gropius fik afgørende betydning for udviklingen af funktionalismen. Efter sin uddannelse blev han ansat hos Peter Behrens, hvor han arbejdede sammen med bl.a. Mies van der Rohe og Le Corbusier. Han nedsatte sig som arkitekt og designer i 1910. Gropius fandt tidligt inspiration i den enkle maskinstil i nordamerikanske fabrikker og kornsiloer.
Gropius blev i 1915 udnævnt til direktør for kunsthåndværkerskolen i Weimar, der senere blev til Bauhaus. Han var direktør for Bauhaus indtil 1928. Han tegnede bl.a. skolens nye bygninger i Dessau i 1926, som er bygget af jernbeton og minder i sin enkle modernistiske stil om de siloer og fabrikker, han tidligere var optaget af.
Gropius flyttede til England kort efter nazisternes magtovertagelse i 1933. Her indgik han partnerskab med arkitekten E. Maxwell Fry og samarbejdede med bl.a. Marcel Breuer. I 1937 emigrerede han til USA, hvor han blev professor i arkitektur ved Harvard University. Han boede i USA indtil sin død i 1969.
Blandt hans mest kendte senere bygningsværker hører Harvard Graduate Center (1949) og USAs ambassade i Athen (1957-61).
|
|