KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1905-1940

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Ludwig Mies van der Rohe
Født 1886 Aachen, Tyskland; død 1969 Chicago, Illinois, USA

Ludwig Mies van der Rohe er en af de mest betydningsfulde skikkelser inden for den moderne arkitektur- og designbevægelse i første halvdel af 1900-tallet. Han var rektor for Bauhaus i Dessau og Berlin i 1930-33.

Mies van der Rohe var en af pionererne inden for den internationale stil i 1920erne og 30erne, og senere havde han en fremtrædende rolle indenfor minimalismen i 1950erne og 60erne. Hans bygningsværker i stål, glas og sten kendetegnes ved en enkel stil med raffinerede detaljer og er lige så vedkommende i dag, som dengang de blev skabt.

I 1929 tegnede han den tyske pavillon til verdensudstillingen i Barcelona, der regnes for en af 1900-tallets betydeligste arkitekturværker. Hertil tegnede han desuden den berømte Barcelona-stol i stål og læder.

I 1938 flyttede Mies til Chicago, hvor han virkede som professor ved Illinois Institute of Technology i 1938-58. I USA tegnede han flere berømte, modernistiske bygningsværker som Farnsworth House i Illinois (1946-50) og Seagram Building i New York (1954-58).