KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1905-1940

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Paula Modersohn-Becker
Født 1876 Dresden, Tyskland; død 1907 Worpswede

Paula Modersohn Becker blev født i 1876 i Dresden og voksede op i en relativt velstående, veluddannet og kulturelt åbensindet familie, der bakkede op om hendes kunstneriske ambition. Kvinder havde på dette tidspunkt endnu ikke adgang til kunstakademierne, og Paula Modersohn-Becker uddannede sig i stedet på private kunstskoler, først i Berlin, siden i Paris.

I 1898 slog hun sig ned i den nordtyske landsby og kunstnerkoloni Worpswede uden for Bremen. Her mødte hun sin mand, maleren Otto Modersohn, som var en af koloniens grundlæggere. Hun mødte også Rainer Maria Rilke, der lige som hun selv var blevet tiltrukket af koloniens kreative miljø. Fra Worpswede rejste hun fire gange til Paris på kortere og længere ophold, hvor hun tog undervisning og studerede både den klassiske kunst og den moderne samtidskunst på museer og gallerier. Hun læste bl.a. Nietzsche og J.P. Jacobsen med stor begejstring og dyrkede – i tidens vitalistiske trend – hjemmegymnastik efter den danske gymnastik-pædagog J.P. Müllers forskrifter.

Hun udviklede sit værk parallelt med – men uden tilknytning til den tyske ekspressionisme, som også fandt sin form i århundredets begyndelse, bl.a. med dannelsen af gruppen Die Brücke i 1905. Modersohn-Becker hentede inspirationer fra tysk tradition og fransk modernisme, foruden fra den ægyptiske, arkaiske og japanske kunst. I 1907 døde hun, kun 31 år gammel, 18 dage efter fødslen af sit første barn.

I 1933 overtog nationalsocialisterne magten i Tyskland, og Paula Modersohn-Beckers værk blev erklæret ”entartet”. Hun var med på den store Entartete Kunst-udstilling i München i 1937. Cirka 70 af hendes værker blev beslaglagt af myndighederne fra tyske museer og offentlige samlinger.