KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1905-1940

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Astrid Holm
Født 1876 Frederiksberg, Danmark; død 1937 Frederiksberg

Astrid Holm var en af de få danskere, der indgik aktivt i det parisiske avantgardemiljø i tiden før 1. Verdenskrig. Alligevel er hun siden stort set blevet glemt.

Astrid Holm opholdte sig primært i Italien fra 1907 til 1910. Efter at have studeret kunst i Italien, rejste hun videre til Paris og tog her del i det internationale kunstliv frem til 1914. I Paris indgik hun i den skandinaviske kunstnerkoloni sammen med bl.a. Jais Nielsen og billedhuggeren Johannes Bjerg, og hun udstillede på salonerne, ligesom hun kom tæt på det kubistiske miljø. I 1910 studerede hun i en periode hos Matisse, og hun blev én af de første til at introducere fauvismen i Danmark.

Astrid Holm havde sin første større udstilling i 1913 på Den Frie Udstilling. Her vakte hun opsigt med sin modernistiske udtryksform. I 1919 startede hun Kunstnernes Croquisskole, som hun ledede til sin død i 1937. Astrid Holm skabte her et samlingspunkt for de mange skandinaviske modernister, som i disse år opholdt sig i København. Hun fik tildelt en del rejsestipendier og tog tilbage til Paris i 1920 for at studere vævning på Manufacture des Gobelins. Året efter blev der oprettet en væveskole på Det Kgl. Danske Kunstakademi med Astrid Holm som leder.

Hendes kunstneriske produktion var i de sene år domineret af vævning, ofte i samarbejde med veninden Ebba Carstensen. I 1926 var Astrid Holm desuden medarrangør af Nordiske Kvindelige Kunstneres Udstilling, og hun var optaget af at forbedre de kvindelige kunstneres uddannelsesmuligheder.