KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1905-1940

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Edward Steichen
Født 1879 Luxembourg; død 1973 West Redding, Connecticut, USA

Den luxembourgsk fødte amerikanske kunstner Edward Steichen er sammen med Alfred Stieglitz den mest indflydelsesrige amerikanske fotograf i første halvdel af 1900-tallet. Han arbejdede i en periode som både fotograf og maler, og var én af foregangsmændene i kampen for fotografiets anerkendelse som kunstart. Han studerede kunst i Paris i 1900-02, hvor han bl.a, fotograferede billedhuggeren Auguste Rodin i sit atelier.

I New York grundlagde han gruppen Photo-Secession i 1902 sammen med bl.a. Alfred Stieglitz. Gruppen holdt til på adressen 291 Fifth Avenue, der fra 1905 blev til det berømte 291 Gallery. Galleriet viste fotokunst, moderne europæisk kunst, samt afrikansk kunst. Galleriet stod desuden bag det eksklusive Camera Work Magazine.

Steichen opgav maleriet efter sin deltagelse i Første Verdenskrig, for at hellige sig arbejdet med fotografiet. Han blev cheffotograf på magasinerne Vogue og Vanity Fair, og portrætterede bl.a. Greta Garbo og Charlie Chaplin.

I 1947-62 var han leder af den fotografiske afdeling på Museum of Modern Art i New York og organiserede bl.a. den store vandreudstilling "The Family of Man" i 1955, der omfattede mere end 500 billeder, med motiver fra hele verden. Udstillingen, der blev en af de mest populære fotoudstillinger i historien, blev vist utallige steder over hele verden, også i Danmark.