Leonardo da Vinci Født 1452 Vinci, Italien; død 1519 Cloux, Frankrig
Leonardo da Vinci var et universalgeni og langt den mest vidtspændende af alle italienske renæssancekunstnere. Foruden at male, tegne og skrive, var han optaget af fantasifulde fremtidsvisioner som at flyve, fremstille maskiner, og opføre utopiske idealbyer. Som maler var Leonardo med den fine modellering af lys og skygge og de smukt gennemarbejdede kompositioner sine samtidige overlegen.
Han var i starten knyttet til billedhuggeren og maleren Andrea del Verrocchios værksted som elev. I årene 1482-99 arbejdede han i Milano for hertug Ludovico Sforza (1452-1508), der gav ham forskellige opgaver som Nadveren i Santa Maria delle Grazie, der er blevet et af de mest berømte værker i kunsthistorien og ryttermonumentet for hertugens far Francesco Sforza (1401-1466).
Efter 17 år i Milano blev byen invaderet af franskmændene, og Leonardo vendte derefter tilbage til Firenze, hvor han i 1500-06 malede flere betydelige billeder som Mona Lisa og den store, dynamiske vægudsmykning "Slaget ved Anghiari" i Palazzo Vecchio, som senere blev ødelagt. Den store slagscene gjorde stort indtryk på flere kunstnere og Rubens tegnede en kopi af værket, som i dag findes på Louvre. I 1506-13 arbejdede han på ny i Milano og i 1513 flyttede han til Rom. Fra 1516 og frem til sin død i 1519 boede og arbejdede han i Frankrig.
Forholdsvis få af Leonardos malerier er bevarede. Til gengæld har man omkring 7000 af hans tegninger. Som billedhugger arbejdede han med to rytterstatuer, hvoraf den ene blev udført, men den blev senere ødelagt i krigen i 1499. Som arkitekt tegnede han mange udkast, men de blev aldrig realiseret, men fik alligevel stor indflydelse på flere arkitekter.
Leonardo da Vincis indflydelse var fundamental og han fik stor betydning for talrige store mestre som Rafael, Michelangelo, Giorgione, Correggio og Rubens.
|
|