KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1600-1770

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Diego Velásquez
Født 1599 Sevilla, Spanien; død 1660 Madrid

Diego Rodriguez de Silva y Velázquez var spaniens største maler i 1600-tallet. Han arbejdede næsten hele livet med at portrættere medlemmer af kongehuset. Han var elev af Pacheco, og giftede sig i 1618 med hans datter. Velázquez var tidligt udviklet som kunstner og blev i en alder af 25 år, udnævnt til hofmaler hos kong Philip IV i Madrid. Hans tidlige værker var under indflydelse af den italienske maler Caravaggios dramatiske stil.

I 1627-28 opholdte den flamske mester Rubens sig i Madrid, og det blev starten på et langt venskab mellem de to store, men meget forskellige kunstnere. Hvor Velázquez arbejdede efter strenge principper og anvendte det ene tynde farvelag oven på det andet, var Rubens mere impulsiv og frigjort i sin arbejdsmetode. Fra 1629 til 1631 rejste Velázquez rundt i Italien, hvor han studerede den italienske renæssance og barok i Rom, men var også i Napoli, Genova og Venedig, og i 1649-51 foretog han endnu en rejse til Italien. Velázquez skabte flere af sine betydeligste værker i Rom, bl.a. portrætterne af Juan de Pareja, 1650, (Metropolitan Museum of Art, New York), og Pave Innocent X, 1650, (Galeria Doria Pamphili, Rom).

Hans berømteste billede er "Las Meninas", 1656, (Prado Museum, Madrid). Maleriet viser kunstneren ved sit staffeli sammen med den kongelige familie og tjenestefolk i hans atelier på kongeslottet i Madrid. Luca Giordano betragtede dette usædvanlige maleri som det største af alle, og kaldte det for "maleriets teologi".

Velázquez fik stor betydning for realismen i sidste halvdel af 1800-tallet, eksempelvis Edouard Manet, Edgar Degas og danske P.S. Krøjer samt på de store spanske malere Pablo Picasso og Salvador Dalí. De fleste af hans mesterværker befinder sig på Prado Museum i Madrid.