KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1600-1770

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Peter Paul Rubens
Født 1577 Seigen, Westfalen, Tyskland; død 1640 Antwerpen

Peter Paul Rubens var sammen med Rembrandt van Rijn den største og mest indflydelsesrige skikkelse i nordeuropæisk barokkunst. Med stor autoritet og personlighed skabte han det største og mest produktive malerværksted i kunsthistorien. Ved hjælp af et stort antal svende og lærlinge malede han portrætter og alle andre typer motiver, desuden udførte han forlæg til gobeliner samt dekorationsudkast til arkitekter og billedhuggere.

Han var elev hos Adam van Noort, en mindre kendt kunstner Antwerpen, og i en alder af 23 år, tog han til Italien, hvor hans stil blev udformet, og hvor han bl.a. malede flere mesterlige portrætter i Genova i 1606. Han blev inspireret af reæssancens store mestre Leonardo da Vinci, Michelangelo og Rafael samt Caravaggios revolutionære stil i Rom. I Venedig genopdagede han Tizians teknik og rige og varme farveanvendelse.

Efter 8 år i Italien vendte Rubens tilbage til Antwerpen i 1608, og året efter blev han udnævnt til hofmaler hos ærkehertug Albert. I årene efter italiensrejsen udfoldede Rubens hele sin store og frodige skaberkraft. Hans gennemarbejdede og frie billeder med de mange levende figurer og draperier indeholdt en ny ukendt dynamisk bevægelse og vitalitet. Han mestrede som ingen anden den store barokke, tredimensionale komposition. I 1627-28 arbejdede Rubens i Madrid og knyttede venskab med den store spanske maler Velásquez.

Fra 1635 trak han sig delvis tilbage, idet han erhvervede en landejendom, hvor han i de sidste år skildrede landskabet og det jævne landsbymiljø. Rubens fik afgørende betydning for de næste århundredes store kunstnere som Jean-Antoine Watteau, John Constable, Delacroix og Renoir.