KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1870-1905

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Claude Monet
Født 1840 Paris, Frankrig; død 1926 Giverny

Claude Monets enorme produktion strakte sig over næsten 70 år og han overlevede alle sine malervenner.

Monet blev født i Paris, men voksede op i Le Havre, hvor han tidligt kom under indflydelse af maleren Eugéne Boudin, der opmuntrede ham til at male landskaber udendørs. I 1859 rejste han til Paris for at fortsætte sine studier i Atelier Suisse. Herefter aftjente han sin værnepligt i Algeriet i 1861. Året efter var han tilbage i Le Havre, hvor han malede landskaber sammen med den hollandske maler Jongkind inden han tog til Paris for at arbejde hos maleren Charles Gleyre, hvor han mødte Bazille, Sisley og Renoir.
I de følgende år arbejdede han i forskellige landsbyer som Chaily-en-Biére, Honfleur, Sévres og Saint-Michel.
Under den tysk-franske krig i 1870-71, flygtede Monet til London, hvor han studerede de engelske landskabsmalere J.M.W. Turner og John Constables billeder. Deres nye landskabsstil med den spontane penselskrift blev en stor inspirationskilde for Monet.

I 1871-78 arbejdede han i Argenteuil, en landsby nær Paris, sammen med bl.a. Renoir, Manet og Sisley. Det var en vigtig periode, hvor flere af de mest berømte impressionistiske billeder blev malet. Efter at være blevet afvist af den officielle Salon dannede de unge malere sammenslutningen La Société Anonyme og arrangerede i 1874 den første af i alt otte impressionistudstillinger i Paris. Her viste Monet sit berømte landskabsbillede "Impression, Soleil levant". Kunstkritikeren Louis Leroy følte sig provokeret af den nye stil og greb udtrykket "impression" i sin stærkt kritiske anmeldelse af udstillingen. Impression gav således navn til den impressionistiske bevægelse. Foruden Monet, deltog Renoir, Pissarro, Morisot, Degas, Sisley, Boudin og Cézanne.

Fra 1878 boede og arbejdede han i Vétheuil og Poissy inden han slog sig fast ned i Giverny i 1883. I 1888-94 malede han flere serier af malerier med samme motiv på forskellige tidspunkter af dagen. De mest kendte er høstakkene udført i 1888-91 og Cathédrale de Rouen, 1893-94, der mere og mere nærmede sig et abstrakt udtryk.

I 1890erne anlagde han sin berømte have i Giverny med rosenalléen, søen og den japanske bro, og netop vandlandskabet blev hans foretrukne motiv frem til sin død i 1926. Med alderen bliver Monet mere og mere fri, og i en meget høj alder, med et svigtende syn, malede han de banebrydende og gigantiske åkandebilleder til Orangeriet i Paris.

Monets sene og revolutionerende værk var næsten løsrevet fra hans tidligere produktion i 1800-tallet, og han var sandsynligvis uvidende om de yngre malere, Matisse, Braque og Picassos fauvisme og kubisme. Monet regnes sammen med den analytiske maler Cézanne for fædrene til det moderne maleri i det tyvende århundrede. Der er en lige linie fra Monets sene, meget radikale produktion til Jackson Pollocks drippaintings i 1946-50.