Corneille
Født 1922 Liége, Belgien; død 2010 Auvers-sur-Oise, Frankrig
Corneilles første kunstinteresse er angivelig den klassiske italienske renæssance. Som dreng var han en ivrig samler af postkort med gengivelser af malerkunstens mesterværker. Men blandt samlingens favoritter af Rafael, Botticelli og Leonardo da Vinci, finder man også en mere prosaisk og alderssvarende motivverden bestående af fodboldbilleder! For Corneille har der aldrig eksisteret et hierarki mellem malerkunstens højdepunkter på den ene side og billeder fra sportens verden på den anden.
I de unge år, før Corneille bliver optaget på akademiet, er hans fascination rettet mod de hollandske mestre fra 1600-tallet og specielt den ekspressivitet man finder hos en kunstner som Frans Hals. I akademiårene (1943-46) fortsætter han denne orientering, men opdager desuden det moderne abstrakte maleri. Herunder kunstnere som, Matisse, Picasso og ikke mindst van Gogh. Disse kunstnere havde akademiets professorer imidlertid ikke meget til overs for: ”Van Gogh var tabu og blev kaldt en dårlig tegner, og Matisse blev karakteriseret som en almindelig husmaler,” erindrer Corneille.
Corneille og Karel Appel lærte hinanden at kende i akademiårene og i 1947 møder de åndsfællen og kunstneren Constant Nieuwenhuys. Sammen tager de tre kunstnere initiativ til oprettelsen af den eksperimentelle gruppe i Holland – og gruppen udvides hurtigt til også at omfatte Anton Rooskens, Theo Wolvecamp og Jan Nieuwenhuys (en broder til Constant).
Kunstnerne finder sammen i et kunstnerisk fællesskab, de arrangerer udstillinger, debatmøder og udgiver tidsskriftet Reflex. Tidsskriftet, der får en relativ kort levetid, udkommer to gange – i oktober 1948 og februar 1949. Constant formulerede gruppens holdninger i en programerklæring, der trykkes i det første nummer af Reflex. Constant har på dette tidspunkt tæt kontakt til Asger Jorn, der i 1947 er med til at formulere et tilsvarende manifest for den eksperimenterende gruppe af danske kunstnere organiseret omkring Høst-udstillingen.
Begge grupper ønskede at kunsten skulle indgå i opbygningen af et nyt samfund. De ønskede at gå bag om den akademiske tradition for at finde inspiration i den uspolerede fantasi og skaberkraft, som man finder i børnetegninger og såkaldt primitiv kunst. Det er således ikke svært at få øje på det slægtskab, der førte til at grupperne, sammen med repræsentanter fra Belgien, indledte et samarbejde, der førte til dannelsen af Cobra-gruppen i 1948.
Med årene udviklede Corneille en mere enkel og dekorativ stil med stærke farver. Hans motiver er ikke længere forbeholdt lærredet og kunstmuseet, men breder sig ud over brugsgenstande, kopimaskiner, kuglepenne, tallerkener, luftballoner, sporvogne, etc. På samme måde som han som dreng i sin postkortsamling forenede malerkunstens højdepunkter med fodboldbilleder, er han lige så glad for at møde sine billeder i en Cobra-tekst som på en risskål made in China. Corneille er af samme grund blevet udskældt for at have overgivet sig til kommercialismen i et forbrugeristisk samfund. Men man kunne spørge, om kunstnerens facetterede visuelle sprog ikke blot er endnu et udtryk for den grundlæggende motivation, der har drevet hans kunst siden de tidlige eksperimenter i Cobra-årene? ”Vi har ingen følelse af at kunsten er noget ’helligt’, for os er den en ting, der hører hjemme i hverdagen” proklamerede Corneille og hans kolleger i 1948. Visionen dengang var, at kunsten skulle udtrykke det almene liv og være tilgængelig for alle. Kunsten skulle, frem for alt, ophæve skellet mellem ånd og stof, tanke og følelse, det ydre og det indre, kunst og liv. I en vis forstand har Corneille, gennem hele sit liv og kunstneriske udvikling, bevæget sig frem mod realiseringen af denne vision. Med Corneille ophæves dette elitære skel for en stund, og kunsten fremstår som en integreret del af dagligdagens domæne.
|
|
Privatlivspolitik