Joe Colombo Født 1930 Milano, Italien; død 1971 Milano
Den italienske produktdesigner Joe Colombo virkede som ung udelukkende som maler og billedhugger. Men fra midten af 1950erne begyndte han at udvikle sine første designprodukter. Hans tidlige design har stærkt skulpturelle træk, herunder "Tube Chair of Nesting and Combinable Elements" (1955). I 1962 åbnede han sit eget designbureau i Milano. Colombo er kendt for sin store alsidighed, foruden møbler designede han bl.a. lamper, glas, dørhåndtag, piber og armbåndsure. Han arbejdede desuden med totalløsninger, som udformning af hoteller og receptioner. Blandt hans mest kendte værker hører lænestolen "Elda" (1963). Colombo fik en kort karriere, han døde i 1971 på sin 41-års fødselsdag.
|
|