Svend Wiig Hansen
Født 1922 Møgeltønder, Danmark; død 1997 Helsingør
Svend Wiig Hansens meget personlige og vitalt ekspressive formsprog udfoldedes lige ubesværet inden for tegning, grafik, maleri, skulptur og glasmosaik.
Wiig Hansens liv og kunst er præget af en kompleks dobbelthed med stor smerte og lidelse, men også med stor glæde og humor. Han var optaget af den store kunst, men han var ikke mindst optaget af elementære værdier, som medmenneskelighed, kollektivisme og social ansvarlighed. Albert Mertz skrev engang: Wiig Hansen sætter livet før kunsten. På kunstakademiet stod han som professor i 1970erne på elevernes side og lagde sig ud med flere af sine kolleger, da han mente, at professorerne skulle åremålsansættes og ikke følge den lange tradition med livstidsansættelse. Det er kunsten og ikke professorerne man skal tænke på.
Svend Wiig Hansen fik et gennembrud som maler midt i 1950erne. Hans personlige formsprog er vitalt og ekspressivt, og han udfoldede sig ubesværet inden for såvel maleri, skulptur, tegning, grafik og glasmosaik. Han skabte et rigt facetteret værk med menneskekroppen i centrum. Han skildrer mennesket som den snart euforiske, snart forpinte og sindslidende, ofte placeret i et øde og fremmed landskab.
Svend Wiig Hansens totaludsmykning af Kastrup Kirke (1974-84) er hans hovedværk og et af hovedværkerne i dansk udsmykningskunst.
Han fik tildelt Eckersberg Medaljen og Thorvaldsens Medaljen, men ville ikke modtage dem.
|
|
Privatlivspolitik