KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1940-1970

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Paul Gernes
Født 1925 København, Danmark; død 1996 Ängelholm, Sverige

Paul Gernes debuterede i 1949 på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor han udstillede lineære, abstrakte billeder. I den efterfølgende periode frem til 1959, arbejdede han hovedsageligt med design, bl.a. prototyper til møbler og lamper, og først i 1959 genoptager han det abstrakte maleri, som han arbejder med indtil 1961, hvor han var medstifter af NORDAK (nordisk akademi), der senere blev til Eks-skolen. Gernes blev den dominerende og drivende kraft på skolen. Han startede sin egen klasse under navnet Collage-klassen, der fik Peter Louis-Jensen, John Davidsen, Ole Knudsen og Per Kirkeby som elever. Senere kom flere andre til.

De dynamiske år sammen med de unge håbefulde kunstnere på Eks-Kunstskolen fik en kolossal betydning for Paul Gernes’ kunstneriske udvikling. Med stor energi og inspireret af tidens mange strømninger, bl.a. neo-dadaismen, som blev præsenteret på udstillingen "The Art of Assemblage" på Museum of Modern Art i New York i 1961 med bl.a. Robert Rauschenberg og Joseph Cornell, eksperimenterede han i første halvdel af 1960’erne med forskellige kunstneriske teknikker som collage, assemblage, relief, maleri, grafik og forskellige former for skulpturer som jerntråds-, skrotmetal- og stofskulpturer. Det var vigtige og spændende år, men værkerne var tæt på forbillederne og uden den store originalitet.

Paul Gernes’ kunstneriske gennembrud kommer først i 1965, hvor han slår ned på et rent minimalistisk formsprog og begynder at male systemiske billeder. Minimalismen brød igennem internationalt efter to skelsættende udstillinger i New York i 1966, begge kurateret af Lawrence Alloway: skulpturudstillingen ”Primary Structures” på Jewish Museum og maleriudstillingen ”Systemic Painting” på Solomon R. Guggenheim Museum, der bl.a. omfattede værker af Ellsworth Kelly, Kenneth Noland, Frank Stella og Larry Poons.

Gernes kopierer ikke de amerikanske forbilleder, men skaber inden for ganske få hektiske år en lang række af sine mest interessante og radikale værker. Værkerne er i høj international klasse og regnes blandt hovedværkerne i dansk kunst i 1960erne.

Fra 1981 beskæftiger han sig næsten udelukkende med udsmykninger og deltager sjældent i udstillingslivet. Inspireret af Matisse, blev dekorative blomster og blade de foretrukne motiver. Samlet kommer Paul Gernes op på mere end 100 udsmykninger og farvesætninger rundt om i Danmark.

Paul Gernes kom fra et arbejderhjem, og han holdt fast i sine rødder livet ud. Han bevarede respekten for det almindelige og enkle liv og søgte selv almindeligheden i alle livets forhold. Han satte håndværket højt og anvendte fx aldrig fine kunstnerartikler, men brugte almindelig håndværkermaling på masonitplader til sine billeder, ligesom han ofte benyttede sig af farvehandlerens færdigblandede farver. Han mente, at farvehandleren ramte tiden bedre end nogen kunstner.