KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1940-1970

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Lene Adler Petersen
Født 1944 Århus, Danmark

Den 29. maj 1969 kl. 15.30 går Lene Adler Petersen nøgen med et kors gennem Børsen i København. Kontrasten er påfaldende: det offentlige mandsdominerede rum, de formelle, ulasteligt klædte mænd, storkapitalen overfor den enlige, nøgne kvinde. Kunst var andet end skulptur i rum, den kunne også være en undersøgelse af sociale og kulturelle strukturer, af åndelige værdier vs. materielle, af kønsroller og politik.
Lene Adler Petersen fortæller om aktionen: "Vi tog derind i taxa, jeg var nøgen under min sorte frakke, og jeg havde korset inde på maven... Jeg var fantastisk nervøs...Men pludselig var de godt i gang. David stod ved udgangen og filmede, og Bjørn gik med en båndoptager og med mit tøj, og så gik jeg. Så kan jeg huske, der pludselig var en snor, det havde jeg ikke regnet med, det var helt underligt, men så gik jeg ellers bare med korset, først hævet og så nedad som man holder en yo-yo. Så var det slut. Og så var der musestille! "Jamen det kan man da ikke" og Gud, Sørensen, se!" var der nogen der råbte. Så gik vi ud til taxaen, der ventede udenfor og kørte væk".
I 1968 møder Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen hinanden og året efter bliver de gift. Sammen befinder de sig midt i 1960ernes og 1970ernes alternative slumstormer- og hippiemiljøer i København og sammen tager de initiativ til kollektive aktioner, udstillinger, tidsskrifter, politiske demonstrationer, film m.m.

Lene Adler Petersen har virket i kollektive sammenhænge som ABCinema, EKS-Skolens trykkeri, Tidsskriftet Kvinder og kunstnergruppen Arme og Ben, og har fra 1982 udført flere værker i det offentlige rum, bl.a. udsmykninger på Herlev Sygehus, Østre Landsret og Holstebro Gymnasium.