KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1940-1970

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Ernest Mancoba
Født 1904 Johannesborg, Sydafrika; død 2002 Clamart, Frankrig

Ernest Mancoba regnes for at være en af Sydafrikas første moderne avantgarde kunstnere. Mancobas karriere var præget af en permanent kamp mod racisme og marginalisering, som billedkunstner advokerede han for en universel humanistisk æstetik, styret af det underbevidste, det spirituelle og naturens rytmer.
Mancoba formåede med sine træskulpturer, tegninger og malerier at forene den centraleuropæiske avantgarde med sin afrikanske baggrund og kultur. Hans impulsive og kalligrafiske billeder er præget af markante sorte linjeføringer, kraftige farvefelter og en gennemsigtighed, der dokumenterer den eksperimenterende kunstneriske proces.
I 1938 modtog Mancoba et stipendium, som gav ham mulighed for at flygte fra det racistiske regime i Sydafrika til Paris, hvor han studerede på École nationale supérieure des Arts Décoratifs. I Paris mødte han en række internationale kunstnere, bl.a. den fransk-danske kvindelige billedhugger Sonja Ferlov, der var medstifter af den surrealistiske kunstnersammenslutning Linien, som promoverede abstrakt kunst i 1930ernes Danmark. I 1940 blev Mancoba af den tyske besættelsesmagt interneret i en lejr i St. Denis, hvor han og Ferlov giftede sig i 1942.
Efter krigens afslutning flyttede Ferlov og Mancoba til Danmark. I København accepterede kunstnerparret Asger Jorns invitation og deltog i Høstudstillingerne 1948 og 1949, hvilket førte til en kortvarig tilknytning til den internationale CoBrA-bevægelse. De bosatte sig igen i Paris i 1950erne.