ABSTRAKT EKSPRESSIONISME OG COBRA I DANSK KUNST
Abstrakt ekspressionisme i Europa fik betegnelsen informel kunst.
Kunstnerne hentede stor inspiration i børnetegninger. I 1944 malede Asger Jorn sammen med bl.a. kunstnerkollegerne Carl-Henning Pedersen, Egill Jacobsen, Ejler Bille, Erik Thommesen, Henry Heerup, Else Alfelt og Agnete Therkildsen en 75 meter lang frise i en lille børnehave i på Østerbro i København. De var alle medlem af udstillingsgruppen Høstudstillingen (1942-49). Vægmalerierne blev til på Asger Jorns initiativ. Arbejdet i børnehaven eksemplificerer Jorns ideal om glæden ved kollektiv skaben.
Asger Jorn var i 1948 medstifter af sammenslutningen Cobra, gruppen blev formelt stiftet den 8. november 1948 på Café Notre-Dame i Paris. Asger Jorn og den belgiske kunstner Christian Dotremont var de styrende deltagere i Cobra. De vigtigste kunstnere i Cobra var foruden Jorn og Dotremont, Constant og Appel fra Holland samt Alechinsky fra Belgien. Kunstnerne var optaget af det ubevidste og fantasien. De hentede inspiration i bl.a. børnetegninger og primitiv folkekunst som afrikanske masker og skulpturer. Gruppen eksisterede kun i tre år 1948-51, men fik stor betydning for udviklingen af det spontant abstrakte maleri.
Asger Jorn var drivkraften, der skabte forbindelserne til udlandet, og fik placeret dansk kunst på verdenskortet. Cobra udgav også et tidsskrift af samme navn "Cobra" i 10 numre med Dotremont som redaktør. Cobra havde ikke noget egentligt program, de foretrak et organisk eksperimentelt samarbejde, uden sterile og dogmatiske teorier.
I 1949 tog flere Cobra-kunstnere på Asger Jorns initiativ til Kunstakademiets weekendhytte i Bregnerød uden for Lyngby. Hytten havde de lånt på den betingelse, at den ville blive udsmykket. Væggene, dørene og loftet blev malet af kunstnerne i fællesskab med deres børn. Udsmykningen blev udført af Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen, Mogens Balle, Anders Østerlin, C.O. Hultén, Alfred Lilliendahll, Erling Jørgensen og 14-årige Vibeke Alfelt.
Det karakteristiske Cobramaleri kulminerede først efter, at den internationale gruppe var opløst i 1951. Jorn ramte selv et kunstnerisk højdepunkt omkring 1968-70, hvor han malede det ene mesterværk efter det andet.
|
|