Hans Hofmann Født 1880 Weissenburg, Bayern, Tyskland; død 1966 New York
Hans Hofmanns maleri knytter sig til den abstrakte ekspressionisme i New York, dels med en fri, organisk gestualisme, og en geometrisk abstraktion. Hofmann blev uddannet i München og opholdte sig i Paris i ti år i perioden 1904-14. I Paris stiftede han bekendtskab med bl.a. Picasso, Braque, Matisse, og Robert og Sonia Delaunay. Cézannes retrospektive udstilling i 1907 i Paris gjorde et stort indtryk på Hofmann, og Cézannes arbejde fik afgørende indflydelse på hans kunstneriske udvikling. I 1915-30 underviste han på egen malerskole i München, og fra 1930 bosatte han sig i New York, hvor han startede Hans Hofmann School of Fine Arts i 1934. Hofmann blev en af de mest indflydelsesrige lærere for en ny generation af kunstnere i USA. Kunstnere som Jackson Pollock, Lee Krasner og Helen Frankenthaler blev afgørende påvirket af hans teorier og arbejde. Efter at have lukket sin skole i 1957, begyndte en frugtbar fase i en alder af 77 år, hvor han producerede en lang række energiske og mesterlige malerier af vibrerende farver og former.
|
|