Philip Johnson Født 1906 Cleveland, Ohio, USA; død 2005 New Canaan, Connecticut
Den amerikanske arkitekt Philip Johnson er et ikon i det tyvende århundredes arkitekturhistorie. Han var i 1930erne en fortaler for den europæiske funktionalisme, som han sammen med Henry-Russel Hitchcock introducerede i det skelsættende bogværk The International Style (1932). Han havde egen tegnestue fra 1942 og blev leder af arkitekturafdelingen på Museum of Modern Art i New York 1930-36 og 1946-54. I 1949 tegnede han Glass House i New Canaan, Connecticut, og ni år senere skyskraberen Seagram Building i New York sammen med Ludwig Mies van der Rohe. Begge bygningsværker regnes blandt modernismens hovedværker. Blandt hans sene mesterværker hører det postmodernistiske gennembrudsværk AT&T Building i New York (1979-84). Philip Johnson fik som den første arkitekt, tildelt den fornemme Pritzker Prize i 1979.
|
|